Violinistens hævn
I et semi-kollektive i en forstad boede elleve unge mennesker, køkkenet var fælles men soveværelser og badeværelser var separate. Bl.a. boede der en fåmælt pige som spillede violin, en arkitektstuderende fra Frankrig, en lærerstuderende fra Holland og en meget besynderlig, men sjov dreng fra Tjekkiet som studerede noget svært som ingen forstod. Kemi var den almindelige forklaring.
En aften sad nogle af dem sammen i køkkenet og talte om alt muligt. Hvem det var, der begyndte er uklart, men pludseligt var de i færd med at planlægge for en gal sekt som skulle myrde folk. En af de unge tog frem en notebook og begyndte at skrive de regler ned som de fastslog. Selvfølgelig var det kun for sjov og de regler som anførtes var latterlige. ”I må ikke dræbe nogen nabo, hvis I nu skal dræbe en nabo alligevel, så undgå at vælge nogen der er hyggelig” etc. Den hollandske lærerstuderende foreslog, at de kunne begyndte med at dræbe violinisten - ingen skulle opleve nogen forskel, fordi hun kun var i køkkenet for at hente mad. De var enige, violinisten skulle blive det første offer selvom det faktisk ikke var i overensstemmelse med de regler de fastslog fem minutter tidligere.
De levede sig meget ind i deres roller og hvis nogen udenforstående havde lyttet til hvad de talte om kunne den person havde troet at en lang serie mord planlagdes og skulle begynde med mordet på en ung pige. Tiden fløj og det blev tid til at sove. Normalt plejede ingen at lukke dørene, men for den af dem, som boede langs borte fra køkkenet hørtes klikken i låsen et efter et. Indlevelsen i legen havde simpelthen varet alt for stor og tanken slog dem alle ”tænk hvis nogen af de andre pludselig bliver vanvittig … ”
Det tog nogle dage før de noterede at den unge violinist ikke var der. De grinede lidt ad tilfældigheden at hun ikke var set siden den aften de sad og snakkede. På et eller andet sted i baghovedet malede tanken ”tænk hvis …” franskmanden var jo ikke så god til at skjule sit kvindehad og måske havde den tjekkiske dreng tabt sin sidste skrue … Efter en uge begyndte de at spørge andre om pigen var set. Efter to uger var nok blikkene dem imellem lidt besværede.
Den her historie ville have været mere interessant hvis violinisten aldrig var kommet tilbage men jeg er glad for at det ikke var sådan det var, fordi det her er ikke fiktion. Violinisten kom solbrændt tilbage efter en spontan ferie tre uger senere og selvom ingen af de som sat og snakkede i køkkenet den aften seriøst havde troet at det var noget galt så var stemningen i køkkenet den aften hun var tilbage markant lettere.
Men det var aldrig tal om at lege den leg igen.
